Nærvær i en uforudsigelige tid. Coronavirus og et samfund der er lukket mere eller mindre ned. Et samfund, som for nogle er blevet utrygt, fordi vi har mistet kontrol over vores liv. Måske er det derfor tid til at se indad. Stoppe op. Sætte farten ned. Opnå mere nærvær?

Nærvær i en uforudsigelig tid kan måske hjælpe os igennem denne krise. Vi har muligheden for at være mere tilstede i nuet, fordi vi rent faktisk ikke kender fremtiden. Vi kan blive mere nærværende.

Jeg ved godt, at denne tid naturligvis skaber en del bekymring, som er forståelig nok. Mange er økonomisk trængt lige nu. Det er jeg også selv. Men jeg er alligevel sikker på, at krisen kan føre noget godt med sig.

I vores ofte alt for travle hverdag, har vi sikkert oplevet mange situationer, hvor vi ikke er så opmærksomme, som vi burde være. Vi hører egentlig ikke rigtig efter hvad den anden siger. Vi får ikke rigtig set, de mennesker der er tæt på os. Vi opdager ikke hvad de er optaget af, hvad de har brug for.

Vores tanker kredser ofte om fremtiden

Vi er nemlig ofte, et andet sted i vores tanker. Vi bekymrer os. Vi tænker på fremtiden eller fortiden. Vi er problemløsere og vi skal planlægge, igangsætte og færdiggøre en masse hele tiden.

Tankerne kører rundt med os – Vi kunne også lige gøre dette og dette…inden jeg lige…og så skal jeg også huske at ….

Men måske skal vi prøve at turde lytte lidt mere til hinanden og bare være stille sammen? Være mere tilstede i nuet?

Men hvorfor er det så svært?

Vi kommer lynhurtigt til at tænke fremad og fjerne os fra nuet og bruge en masse unødvendig energi på noget, som vi dybest set ikke kan gøre noget ved alligevel lige nu. Vi går glip af alle de fine små øjeblikke, som vores liv består af.

Men hvad betyder det egentlig at være nærværende?

Slår vi op i en ordbog så står der under nærværende:

“som har sin opmærksomhed rettet mod der der foregår omkring vedkommende lige nu, og som derfor kan udvise interesse, omsorg el. lign. i situationen”.

Vi er med andre ord til stede i nuet. Vi har ingen bekymringer og tanker om fremtiden eller fortiden. Vi skal ikke noget bestemt. Vi tænker ikke på, hvad andre tænker om os. Vi kan meget bedre bare “være” og vi skal ikke et bestemt sted hen. Vi er mere bevidste og sansende. Og det er faktisk ganske befriende. Vi foretager os noget, som vi er fuldt optaget af. Vi glemmer tid og sted. Det kan føles som at opleve små glimt af lykke, når vi bliver opslugt af nuet.

Når vi er nærværende og fuldt tilstede i nuet er vi:

  • bedre til at lytte til andre
  • bedre og at lytte til dig selv
  • bedre til ikke at dømme andre
  • ikke fokuseret på fremtiden
  • ikke fokuseret på fortiden
  • ikke optaget af at skulle noget bestemt

Men hvorfor er det så svært at være nærværende?

Se på børn der leger. De er til stede fuldt ud og forholder sig kun til det, de er i gang med nu og her.  Det har du også været god til på et tidspunkt. Som voksne, sker der bare noget i den måde vi lever vores liv på, der gør det svært for os, at bevare kontakten til os selv og være tilstede nuet.

Jeg kan huske, at jeg engang da jeg gik på seminariet, for mange år siden, skulle snitte en træske i sløjd. Jeg var ikke noget supertalent. Men det der skete var, at jeg blev fuldstændig opslugt af snittearbejdet, at jeg glemte alt omkring mig og var helt fordybet i samspillet mellem træet, redskabet og mig selv. Det færdige resultat var bestemt ikke noget at prale af, men processen var fantastisk.

Jeg øver mig hele tiden i at blive mere nærværende, for det kommer ikke af sig selv. Jeg har selv anvendt mange forskellige metoder og nogle af dem er her:

Vi kan øve os i at være nærværende ved at:

  • lave åndedrætsøvelser
  • lave tanke-skrivning – hvor du skriver alt det ned, der falder dig ind uden at forholde dig til det
  • Gå eller løbe en tur med fuld opmærksomhed
  • vinterbade – fordi det tvinger dig til at være tilstede i kroppen
  • lave mindfulness-øvelser, hvor du øver at have din opmærksomhed på noget bestemt
  • spille på et instrument
  • lave noget praktisk fx.håndarbejde eller håndværk

Hvornår er du mest til stede i nuet?

Måske er det tiden, hvor du også har lyst til at have fokus på dit nærvær? Slippe kontrollen for en stund. Bare være.

Jeg tror på, at vi kan nedbringe mange stress- og angst-symptomer, hvis vi arbejder mere med vores nærvær. Verden bliver måske endda et endnu bedre sted at være, hvis vi alle er mere nærværende. Mere lyttende og mindre dømmende overfor hinanden?

Så lad os få noget godt ud af denne tid og lad os få noget mere nærvær i en uforudsigelig tid, eller måske netop derfor.

Læs også: Coronavirus har lukket Danmark ned –  ta´en pause

Lisbeth Degn, Kropsterapeut