Hvis du føler dig fanget og fastlåst i dit liv, så er du ikke alene om det. Jeg har i en stor del af mit liv følt mig fanget og fastlåst. Fanget af, at jeg troede at jeg skulle præstere, for at føle mig god nok. Og jeg har følt mig fastlåst, fordi jeg ikke troede at jeg kunne ændre på det.
Føler du dig også fanget og fastlåst?
Er du nået til et punkt i dit liv, hvor du ikke kan fortsætte som hidtil? Hvor du ikke orker eller kan mere? Og jeg mener ikke bare nu, på grund af den særlige tid med Corona. Men mere på det eksistentielle plan – at du er nået til et punkt i dit liv, hvor du har brug for at gå en ny vej. Men du ved bare ikke hvordan?
- Måske har du levet med smerter i mange år?
- Måske mangler du overskud og føler dig træt og udmattet?
- Måske kan du ikke mærke din krop?
- Måske har du afskåret dig selv for at deltage i nogle ting, selvom du gerne vil og har lyst til det?
- Måske føler du dig fastlåst i en bestemt rolle?
Jeg var fanget i at jeg skulle være noget bestemt
Jeg følte mig fanget i, at skulle prøve at leve op til et billede jeg havde af mig selv. Et billede af en person der helst skulle være perfekt og ikke lave nogle fejl. Men det var alt sammen inde i mit eget hoved det foregik. Der var ingen der nogensinde sagde til mig at det var sådan Lisbeth skulle være.
Det var min egen forestilling om hvordan jeg “troede” at jeg skulle være. En forestilling om en person jeg gerne ville være. For at føle mig god nok. Den følelse havde jeg gået med alene meget længe.
Jeg følte mig fuldstændig fastlåst i en rolle, jeg dybest set selv havde konstrueret. Jeg knoklede løs, for at blive dygtig til de ting jeg lavede. Jeg blev som regel god til de opgaver jeg påtog mig. Men jeg gjorde det dybest set ikke for min egen skyld. Jeg gjorde det, fordi jeg troede at det var nødvendigt at gøre det. Jeg troede at det var den eneste måde hvorpå jeg kunne blive accepteret.
Sådan fungerede det i mit hoved. Det var min logik.
Når der var opgaver jeg lykkes med, så kunne jeg heller ikke rigtig fejre dem. For den næste opgave lå jo og ventede på mig. Jeg ville for alt i verden undgå, at mærke den følelse af ikke at være god nok. Fordi smerten var for stor. Derfor så jeg ingen anden udvej end at kæmpe videre, med at stræbe efter at være perfekt.
Ingen er perfekt
Jeg brugte mange kræfter på at leve op til det billede jeg havde af mig selv, som dybest set var uopnåeligt. Jeg måtte ikke lave fejl. Jeg skulle være dygtig til de ting jeg lavede.
Og misforstå mig ikke. Jeg vil stadig gerne være god til det jeg laver. Også i den grad! Men det er ting jeg vælger helt selv. Og så acceptere jeg, at der er ting som jeg ikke behøver at være særlig god til. Og det er okay.
Jeg er ikke den perfekte mor og den har jeg virkelig prøvet at forene mig med i gennem mange år. Jeg kommer til at gøre dumme ting, sige dumme ting og ikke altid forstå mine piger og støtte dem der hvor de har allermest brug for det og være der for dem. Jeg kommer til at fejle gang på gang.
Men jeg gør mit bedste. Og mine piger skal lærer, at det er okay ikke at være perfekt. Det behøver de heller ikke at være. Det er sådan det er at være menneske. De må gerne se, at jeg er en mor der tvivler, en mor der bliver ked af det, en mor der bliver vred, en mor der bliver frustreret og en mor der ikke har styr på alt. Det er faktisk helt okay.
At finde ind til perlen
Men hvordan kom jeg så der til?
På et tidspunkt så kunne jeg ikke længere opretholde det billede jeg havde af mig selv.
Der var fyldt helt op. Mit hoved var et stort rod og kaos. Der var simpelthen ikke mere plads til at være mig og det hele ramlede. Jeg blev sygemeldt og det var et kæmpe nederlag.
Men stille og roligt fik jeg arbejdet med mig selv. Jeg blev bedre og bedre til at slippe ideen om, at jeg skulle være perfekt. Følelsen af at være fastlåst og fanget blev stille og roligt lirket op i min krop. Jeg arbejdede undervejs både fysisk og mentalt med at løsne op for den spændetrøje jeg følte jeg havde gået rundt med. Det var en en hård og smertefuld proces. Men på samtidig også en meget smuk proces. Den var nødvendig for mig. Og jeg havde brug for det. Men jeg kunne ikke gøre det selv. Jeg var nødt til at have hjælp til det.
I arbejdet med mig selv fandt ud af, at jeg rent faktisk kunne udnytte nogle ressourcer jeg har, som jeg ikke tidligere har turde åbne op for, og give mig selv lov til at bruge.
Jeg fandt ind til skatten i mig selv. Perlen. Guldet. For mit vedkommende var det kropsterapien der blev vejen ud for mig. Jeg fik gennem min egen terapi lært meget mere om mig selv og mine mønstre og det der holdt mig fast. Samtidig fandt jeg også ind til guldet i mig selv. Jeg fandt ud af, hvad det er jeg er god til og hvad det er jeg kan hjælpe andre med igennem kropsterapien.
Stå ved dig selv og dit fulde potentiale
Det mest fantastiske ved dette er dog ikke min historie. Den er blot et eksempel. Det mest fantastiske er, at alle mennesker har en helt unik perle de gemmer på.
Så hvis du føler dig fanget og fastlåst, er det måske fordi du ikke har fundet dine inderste ressourcer frem endnu. Måske kan du selv klare arbejdet. Måske har du brug for hjælp. Men der er helt sikkert en ny vej du kan gå. Hvis du er klar til at tage skridtet. Og det er kun dig der ved hvornår og hvordan det skal ske.
For så længe du har lukket ned for de ressourcer som du har, fordi du måske forsøger at være noget andet end det du i virkeligheden er, så udnytter du ikke dit fulde potentiale. Så har du ikke adgang til de gaver du har fået i dit liv. Det kan desværre i stedet komme til at dræne dig. Slukke for din livsgnist. Hvis du føler dig fanget og fastlåst. Fordi der er noget du holder tilbage i dig selv som ikke får lov at se dagens lys.
Derfor er mit yndlingscitat også det som jeg igen og igen bruger, for det passer så fint på det jeg beskriver her:
Det som er i jer, vil frelse jer, hvis I bringer det frem. Hvis I ikke bringer det frem, der er i jer, vil det dræbe jer.
Lisbeth Degn, Kropsterapeut 💚
Læs også Gennem kroppen finder du vejen ind til guldet
