Musik går i kroppen. Jeg kommer i et bestemt humør, og pludselig er jeg lige der, tilbage på et bestemt sted, i et bestemt rum med nogle bestemte mennesker.

I dag var jeg ude at købe udstyr til min datter, der skal på efterskole til august – altså lige om lidt. Jeg glæder mig utrolig meget på hendes vegne, for jeg ved, at det bliver et fantastisk år for hende.

Da vi kom hjem, sad jeg og tænkte tilbage på min egen efterskoletid. Og så satte jeg The Savage Rose, Dødens Triumf på. Og lige dér, så var jeg pludselig tilbage i det gamle musiklokale på min efterskole, hvor vi lå på gulvet til en meditation med Savage Rose i baggrunden. Det var mit første møde med Savage Rose og meditation i øvrigt.

Det år på efterskolen gik min musiksmag i mange retninger. Det var i starten af 80érne. Men meget af den musik jeg hørte dengang, har virkelig præget og formet mig, til den jeg er i dag. Netop fordi musik går ind og påvirker vores følelser og stemninger.

Læs mere om hvordan musik påvirker kroppen

Musikken kan også bruges som terapi

Musik går i kroppen og musik kan vække mange følelser frem i mig. Jeg bruger musik, når jeg er i al slags humør. Men jeg holder særligt meget af at lytte til musik, hvis jeg har brug for at gå indad og mærke en længsel eller en sorg. Det får mig ned i kroppen og mærke mine følelser, som jeg bedre kan give lov til at være der, igennem musikken.

Efter jeg er blevet skilt,, har jeg nogle gange brug for, at give mig selv lov til at være ked af det og bearbejde den sorg der fulgte med. Jeg har nogle bestemte musiknumre som jeg bruger. De får mig lige derhen, hvor jeg mærker de svære følelser. Og det er virkelig befriende, at musik kan hjælpe mig med at mærke det, som jeg ikke altid vil mærke. For bagefter så får jeg sådan en trang til, at høre musik der giver mig lyst til at danse. Og så bliver jeg glad igen.

For det er når jeg giver plads til de svære følelser, når jeg lader dem komme til udtryk, så føles det hele meget lettere bagefter.

Det er som Yin og Yang. Der skal være plads til begge dele. Både det melankolske og det glædelige i vores liv. Så føler jeg mig mere hel. Der er balance, når begge dele må være der. På den måde er musik fantastisk. Den hjælper mig med til at få en bedre kontakt til min krop og mine følelser.

Musik når jeg savner

Til august sender jeg så min datter afsted på efterskole.

Jeg ønsker hende det bedste år og jeg ønsker for hende, at hun vil bruge musikken, når hun engang husker tilbage på mange af de oplevelser hun vil få. For det bliver et år, som sandsynligvis kommer til at præge hende resten af hendes liv.

I mellemtiden, vil jeg af og til finde noget musik frem. Noget. der minder mig om min datter, når savnet bliver for stort. For musikken går lige i kroppen på mig. Og den gør mig godt, når jeg har brug for at mærke et savn. Eller mærke alt andet her i livet.

Lisbeth Degn, kropsterapeut

Har du brug for at komme ned i din krop, så læs om mine behandlinger her