Begrebet simple living er ikke nyt. Nu har vi en ekstra god mulighed for, at få ryddet op, både udvendig og indvendig og blive en bedre udgave af os selv.

Simple living er en måde at gøre sit liv mere enkelt på. Du rydder op og rydder ud, både på det ydre og indre plan.

Jeg har også ryddet op

Jeg har haft tid til at gå og rydde op og smide ud i de ting jeg ikke har brug for mere. Gøre mit hjem mere enkelt. Nu har jeg kun de ting tilbage, som har en funktion eller som jeg synes er smukke og giver mig glæde at se på. Vi lever et liv der er meget hektisk og vi kan have en fornemmelse af, at vi er på et tog der bare buldre afsted, uden mulighed for at stå af, eller blot tage en pause. Vi fylder vores hverdag med alt muligt vi gerne vil, uden at der er tid til at mærke efter, om vi egentlig lever det liv vi gerne vil.

Nu har jeg haft god tid til at tænke over, hvordan jeg egentlig lever mit liv. Nu har jeg muligheden for at få ryddet op  –  også på det indre plan. Jeg har haft tid til at tænke over mine værdier. Jeg har fået øje på andre værdier, som jeg ikke så tidligere.

Nye værdier?

Luftforureningen faldt med 1/3 del, allerede et par uger efter, at DK lukkede ned. Himlen blev pludselig mere blå, på blot 14 dage! Det synes jeg er tankevækkende. Der dør hvert år ca. 4500 mennesker for tidligt af luftforurening, bare i DK. (DR.DK/nyheder)

Det får mig til at tænke på, om vores livsstil har for store konsekvenser for miljøet? Måske er der noget vi skal prøve at lære af denne her krise?

Jeg har fået øje på, at det gode liv for mig, ikke afhænger af, at jeg rejser ud hvert år eller forbruger en masse. Jeg kan nøjes med meget mindre end jeg troede.

Mon mindre også kan gøre det?

Det giver mig faktisk en stor tilfredsstillelse, at tænke mere nøjsomt og genbruge mere. Mit liv bliver mere meningsfuldt. Jeg har valgt ikke at have en bil. Jeg har kun købt det mest nødvendige i supermarkedet i de sidste 4 uger og intet andet. Jeg har været meget bedre til at bruge det jeg havde i forvejen.

Det har givet mig en ny form for livskvalitet, som jeg ikke værdsatte på samme måde, for bare for 4 uger siden.

Bliv inspireret til hvordan du kan leve mere nøjsomt her: https://nojsom.dk/blog/

Jeg har brugt meget tid på at tænke over mit liv

  • Har jeg det godt?
  • Er jeg glad?
  • Arbejder jeg med noget meningsfuldt?
  • Får jeg opfyldt mine drømme?

Og jeg kan heldigvis svare ja til det meste

Det er jeg dybt taknemmelig for! Det er i disse uger blevet mere klart for mig, hvad der er vigtigt i mit liv og hvad jeg prioritere højest. Jeg har virkelig savnet min dagligdag som behandler. Jeg har savnet den nære kontakt med mennesker. Jeg har ganske enkelt savnet min hverdag.

Mine værdier – min retning

For mange år tilbage, der var jeg ikke særlig bevidst om, hvilke værdier der var vigtige for mig. Men det ved jeg nu. Coronakrisen er skyld i, at det nu er blevet meget tydeligt for mig, hvad der er vigtigt i mit liv.

Mine værdier giver mig den retning jeg kan styre og navigere efter. Og når jeg gør det, så lytter jeg til mig selv og jeg er tro mod det jeg mærker. Så kan jeg træffe de rigtige valg.

Et hvert valg er også et fravalg

Når jeg vælger noget til, så vælger jeg noget andet fra. Derfor er det vigtigt, at jeg har mine værdier med mig, min pejling. For så er det nemmere at træffe beslutninger og vælge noget fra.

Det har altid omkostninger

Men ofte, så er omkostninger bare større, hvis jeg ikke træffer de svære valg.

Det har omkostninger at vælge en livsstil, hvor den økonomiske del er usikker. Men friheden er vigtigere for mig og det faktum at jeg har mere tid til at være sammen med mine børn. God til i mit arbejde som behandler. Det er det hele værd.

Vi kan have en følelse af, at vi ikke kan ændre på vores liv. Vi kan føle os låst fast i en bestemt rolle, så vi bliver styret af vores omgivelser. Eller vi kan føle os låst fast i et bestemt mønster, med den baggrund vi har med os. Men det behøver ikke at hindre dig i at ændre på dit liv.

Vi har altid et valg

Vi kan altid vælge at gøre noget andet. Bryde med et gammelt mønster. Gå en anden vej.

Det har konsekvenser ganske vist – men vi har altid et valg.

Jeg er kommet til at leve et liv, der er mere i overensstemmelse med mig selv. Jeg er blevet en bedre udgave af mig selv.

Så inden du stiger på toget igen lige om lidt,  så vil jeg ønske dig god jagt på dine værdier.

Simple living kan være én vej at gå – hvilken vej er din?

Læs også: Vov springet

Lisbeth Degn, Kropsterapeut