Når jeg slipper kampen kommer accepten. Det har jeg endnu engang erfaret. Jeg blev frustreret og vred, da der kom en ny nedlukning og jeg følte at det var uretfærdigt.
Men når jeg slipper kampen så kommer accepten også.
Jeg måtte dog en tur igennem hele følelsesregistret først. For jeg forstod selvfølgelig godt, hvorfor der bliver lukket ned for store dele af vores samfund igen tilbage i december 2020. Men jeg synes at det var urimeligt og konkurrenceforvridende at nogle faggrupper måtte behandle mens andre ikke måtte. Det synes jeg stadig.
Jeg blev så ked af, at min lille virksomhed som jeg har kæmpet for, bare kunne blive lukket ned, uden jeg havde noget at skulle have sagt. Jeg blev ramt af en afmagtsfølelse.
Mit hjerteblod blev ganske enkelt lukket fra den ene dag til den anden – uden at jeg kunne stille noget op. Og det i en tid hvor mange mennesker mere end nogensinde har brug for behandling. Fordi vi alle er presset i denne nedlukning på forskellige måder. Hvad enten det er de kroniske syge og ældre der er bange for at blive smittet med Covid 19. Eller det er sundhedspersonale eller forældre med børn derhjemme og job der skal passes, eller som jeg der har en selvstændig virksomhed. Og det stresser vores nervesystem.
At slippe kampen
Men jeg indså på et tidspunkt at jeg måtte stoppe med at kæmpe imod. Jeg var klar over at jeg ikke kunne gøre noget. Jeg var nødt til at leve i en ny virkelighed.
Det gør jeg nu.
Og alting er blevet meget lettere, med accepten. Jeg synes stadig at det er uretfærdigt, men jeg kæmper ikke længere imod.
Men hvor har jeg dog kæmpet meget tidligere.
Jeg har kæmpet hele mit liv
Jeg har kæmpet meget i mit liv. Kæmpet mod ting som jeg troede at jeg skulle kæmpe imod. Kæmpet mod alt muligt og brugt mange kræfter på det.
Det bliver bare meget lettere, når jeg endelig kan slippe den kamp. Det har ikke været nemt. Det var det heller ikke denne gang. Og jeg kommer sikkert også til at kæmpe igen.
Men lige nu nyder jeg den tilstand af accept og ro jeg har fået i min krop, fordi jeg har sluppet kampen. Mit system er faldet til ro og jeg behøver ikke længere at “gøre noget”. Jeg behøver ikke længere at kæmpe.
Har du også oplevet at der er noget du kæmper mod i dit liv? Og har du prøvet at opgive den kamp? For når vi stopper med at kæmpe, så kommer accepten og vi får en frihed som vi ikke havde før.
Er du blevet nysgerrig efter hvordan jeg arbejder, kan du læse mere her om mine behandlinger.
Lisbet Degn, Kropsterapeut