Kropsterapi er meget mere end massage!

Jamen er kropsterapi ikke bare ligesom massage?

Kan det virkelig passe, at kropsterapi kan gøre så stor forskel?

Kan kropsterapi hjælpe mig af med min stress?

Er kropsterapi mon noget for mig?

 

Kropsterapi er meget mere en massage og det vil jeg gerne slå fast her. Det er nemlig et spørgsmål jeg ofte får stillet. Det korte svar er, at kropsterapi er en pulserende massage hvor der arbejdes med meridianbaner og lymfesystemet, samtidig med at der guides i en dyb vejrtrækning. Behandlingen foregår i et tillidsfuldt samarbejde mellem klient og behandler.

Men kropsterapi er meget mere end det

Kropsterapi er meget mere end massage. I min behandling, tager jeg udgangspunkt i dig og møder dig der hvor du er. Jeg trækker dels på min  faglighed som kropsterapeut og underviser på Totum skolen for kropsterapi, og min livserfaring igennem min baggrund som skolelærer. Behandlingen foregår med eller uden ord. Nogle har brug for at sætte mange ord på undervejs, andre har ikke. Har du brug for en længere samtale, så er der plads til det. Det er din behandling og vi samarbejder om at give dig, det du har brug for. Behandlingen tager afsæt i din krop, og jeg bruger ikke andre teknikker end dem fra kropsterapien.

Behandlingen virker meget forskellig på de klienter jeg har. Eksempler på udtalelser efter en behandling kan være at det:

får mig ned i min krop

afspænder min krop så jeg bliver dejligt afslappet

giver mig en ny forbundethed og jordforbindelse  

giver mig en ny frihedsfølelse 

provokerer min krop, så jeg får øje på mine forsvarsmønstre

giver mig mulighed for at udtrykke svære følelser

skaber afklaring og nye indsigter 

skaber forandring

giver mig nye handlemuligheder, nye strategier

gør mig bedre rustet til at møde udfordringer i mit liv

Hvornår er det en god ide med kropsterapi?

Hvis du har en god kontakt til din krop, og du lever et liv i god balance med dig selv, så ændre kropsterapien måske ikke så meget for dig, ud over at det selvfølgelig er en effektiv behandlingsform til at afspænde din krop.

Men det er de færreste forundt. De fleste mennesker har ikke en særlig god kontakt til sig selv og deres krop. Vi lever i et samfund, hvor vi ofte ikke har kroppen med, i det vi laver. Derfor er vi sjældent særlig bevidste om vores følelser, og det der gemmer sig i kroppen.

Står du et sted i dit liv, hvor du måske er kommet ud i en stresstilstand, som du har svært ved selv at tackle? Har du brug for at skabe forandring i dit liv? Har du brug for hjælp i en svær tid? I denne “corona”tid har mange oplevet, at få vendt op og ned på deres liv, og det kan skabe frygt og usikkerhed. Det kan have skabt anledning til en revision af dit liv. Og måske er det lige nu, at det er på tide at tage fat i et dybere arbejde med dig selv? Hvad vil du med dit liv? Hvad drømmer du om ? Hvordan vil du leve resten af mit liv?

Måske har du gamle traumer du ikke har fået bearbejdet? Måske savner du bare, en god kontakt til dig selv og din krop?

Så kan kropsterapi give dig lige præcis det skub, som du har brug for.

Kropsterapien kan føre forskellige steder hen

For nylig rejste en af mine klienter sig fra briksen og sagde: “Nu kan jeg mærke mine fødder meget bedre”.

En anden klient bliver med ét ramt, da hun spørger mig, hvorfor hun har så svært ved at slippe den venstre skulder (selvom hun er højrehåndet) og jeg siger til hende, at det kan hænge sammen med, at den venstre side af vores krop, repræsenterer vores forhold til de kvindelige nære relationer. Og lige dér går det pludselig op for hende, hvor problematisk et forhold hun har til sin mor, og hvordan det påvirker hendes liv, uden hun selv helt var klar over det.

En tredje klient oplever undervejs i behandlingen, at han ikke længere behøver at kæmpe for at blive dygtig til alt, fordi han mærker på egen krop, at han egentlig bare længes efter, at være den han er, uden han skal gøre noget bestemt.

Kropsterapi kan ændre dit liv

Jeg ved godt at det er store ord. Men jeg har selv oplevet på egen krop hvordan kropsterapien har ændret mit liv. Da jeg gik ned med stress for mange år siden, var jeg igennem et psykologforløb. Og det gav mig nogle redskaber, jeg kunne bruge til at arbejde med mine tanker omkring mig selv. Men samtidig var det noget, der kun foregik i mit hoved. Jeg fik ikke min krop med i den proces, og derfor manglede der noget.

Jeg havde ikke min krop med. Jeg kunne ikke mærke i min krop, hvordan mine tanker påvirkede mig. Jeg kunne heller ikke ændre på mine tanker, når jeg ikke kunne mærke dem. Jeg vidste, at jeg måtte have min krop med, hvis jeg skulle få det bedre med mig selv igen.

Når jeg får behandling, så tager kropsterapeuten mig i hånden, og så tør jeg gå helt derind og mærke de følelser der er svære at være i, nogle af de følelser der har fået mig til at føle mig forkert eller ked af det, fordi jeg i bund og grund længes efter “bare at kunne være mig”. Og når jeg kommer derind, så mærker jeg, at dér tør jeg godt være lidt, når jeg har én at følges med. Derinde er min kerne og der føler jeg mig hjemme. Men jeg har så svært ved at komme derind uden hjælp.

Vi tror, at vi kan få længslen efter “bare at kunne være mig” opfyldt hos andre mennesker. Vi higer efter anerkendelse i vores omgivelser. Vi har alle brug for at føle os elsket og gode nok, men det starter hos os selv. Hvis vi ikke elsker os selv kan vi ikke elske andre. Og når vi oplever, at den kilde er inde i os selv, så giver det en ufattelig ro og styrke, til at kunne stå med sig selv og stå ved sig selv. Og det kan ændre dit liv. Det gjorde det for mig. Derfor er kropsterapi meget mere end massage.

Kropsterapi som vedligeholdelse af kroppen

Jeg får selv jævnligt kropsterapi, for at bevare den gode kontakt til mig selv. Min krop er det dyrebareste jeg har. Jeg er dybt afhængig af, at den fungerer godt, for at jeg kan have en god livskvalitet. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt at jeg prioriterer mig selv og min krop, så jeg kan holde længere på den lange bane. Ligesom du sørger for, at din bil får et eftersyn eller du går til tandlæge eller frisør. Så synes jeg også at jeg er værd at bruge tid og penge på. Er du ikke også det værd?

Så hvis du spørger mig, hvad kropterapi kan gøre for dig, så vil jeg svare, at det potentielt kan skabe store forandringer i dit liv. Hvis du er klar til det. Og når du først begynder at arbejde med sammenhænge mellem din krop og psyke igennem kropsterapien, så får du en meget større indsigt og forståelse for dig selv og din krop.

På længere sigt vil det arbejde, også have en positiv indflydelse på stress, angst, depression og mange andre udfordringer vi får i kroppen, når vi har mistet forbindelsen til den.

Læs mere om kropsterapi her

Lisbeth Degn, kropsterapeut 💚