Forandringens paradoks handler om, at vi først må accepterer og anerkende, at vi er nødt til at overgive os, til det vi er lige nu, før end vi kan begynde at forandre noget i os selv.

 

Forandringens paradoks handler dybest set om, at slippe al modstand mod den del af os selv, som vi ønsker at forandre. For så længe vi har en modstand mod en side af os selv, så vil modstanden netop binde os og vores energi og holde os fast.

Vi vil så gerne have forandring – men ikke gøre det, der skal til

Langt de fleste af os ønsker forandringer i vores liv. Men det, der oftest er den største barriere mod forandringen er, at vi ikke er villige til, at gøre det arbejde der skal til. Det arbejde, der handler om at omfavne og rumme alt det vi også er. Alt det, som vi helst ikke vil være, eller ikke vil kendes ved. Sider af os selv vi er bange for at vise frem. Sider som vi skammer os over. Eller sider som vi ikke tror, at andre vil bryde sig om at se. Og det er meget naturligt at vi er bange for det.

Men det er bare de sider vi er nødt til at tage til os, overgive os til og acceptere som en del af os selv. Selvom det kan være utrolig vanskeligt. Det er den del i processen som de fleste helst bare vil springe over. Vi gider ikke beskæftige os med det. Fordi vi synes ikke det er relevant at kikke på. Det handler om noget gammelt, vi er et andet sted nu og vi har lagt det bag os.

Men sagen er bare, at vi ikke har lagt det bag os, før vi har fået arbejdet med det – også kropsligt.

Vi skal have kroppen med

Forandringen kan netop kun ske, ved at vi inddrager kroppen og får kontakt til de gamle sansninger og følelser. De sansninger og følelser, der var årsagen til at vi udviklede bestemte forsvarsmønstre. De havde til formål at beskytte os mod at få kontakt til det svære.

Vores forsvarsmønstre er dermed nøglen. De er indgangen til at vi kan komme ind og arbejde kropsligt med at se og mærke alt det svære. Førend at vi kan skabe en reel forandring. Det er faktisk først lige her, at forandringen bliver mulig. Ved at gå igennem det svære fremfor at gå udenom det.

Hvordan gør vi så?

Det betyder netop ikke, at vi ikke kan gøre noget. At vi bare skal lade stå til og affinde os med tingenes tilstand. Det betyder blot, at vi skal gøre en aktiv indsats, for at skabe plads inde i os selv, til det der er svært. Vi skal give os selv pauser og luft i vores hverdag, skabe små åndehuller hvor det bliver muligt for os, “at være med det der er”. I modsætning til, at vi ofte gør alle mulige krumspring, for at undgå at få kontakt til det, vi egentlig har brug at få kontakt til.

Hvis du har brug for hjælp til dette, så læs mere her om hvem jeg er og hvordan jeg arbejder med dette igennem kropsterapi.

Lisbeth Degn, Kropsterapeut💚