Få din krop i balance – men hvordan? Hvordan kan du leve et godt liv, med dig selv og din krop i balance? Det findes der tonsvis af litteratur om. Men jeg vil alligevel prøve, at komme med mine enkle bud på, hvad du selv kan gøre.

Få din krop i balance behøver ikke at være raketvidenskab. Der er 4 ting, du skal lære at have fokus på, for at din krop kan bevare en balance så du kan forebygge smerter og sygdom i din krop. Disse 4 ting er:

Kost

Motion

Søvn

Mental balance

Du er sikkert ikke særlig overrasket over de 3 første. Men den sidste, er måske noget, du ikke tidligere har tillagt så stor betydning? Jeg vil nedenfor uddybe dem en for en.

Kost

Vi ved godt at det er vigtigt at spise og varieret. Kroppen har brug for brændstof. Men hvad vil det sige? Det kan let virke uoverskueligt, hvordan du skal spise for at “spise sundt”. Spørgsmål om hvorvidt du skal spise kød, mælkeprodukter, glutenfri, antiinflammatorisk kost, er der mange af. Der er mange veje at gå. Men for mig at se, er der er en simpel regel der virker.

Spis det, din krop har brug for!

Mærk efter hvordan du har det i din krop, når du har spist. Får jeg mere energi? Føler jeg mig mæt? Føler jeg mig træt eller oppustet? Vi har forskellige kroppe og noget virker godt på èn krop og noget virker godt på en anden. Følg gerne en kostplan hvis du har brug for det i en periode. Men kun hvis du er motiveret for det. Sæt dig ind i, hvilke egenskaber de forskellige fødevarer har.

Du kan også prøve at faste, så du får nulstillet din fordøjelse og så stille og roligt indføre forskellige fødevare igen i din kost. Prøv også forskellige fødevarer af i en periode. Mærk efter hvad det gør ved dig og din krop. Selv de største eksperter indenfor kost og sundhed, kan ikke mærke hvordan din krop reagerer. Det kan kun du!

Start i det små med at ændre på noget. På den måde, kan du bedre holde fast i de nye kostvaner, hvis du har behov for at ændre dem. Husk også, at selvom vi “synder” og spiser noget som kroppen ikke har godt af, så er det okay engang imellem. Det vigtigste er, at du spiser det rigtige de fleste dage om uge.

Motion

Du ved godt, at motion er vigtigt. Kroppen fungere bedre, hvis vi får rørt os. Hjertet pumper bedre og dit kredsløb og fordøjelse har gavn af, at du får bevæget din krop. Men hvordan kommer du op af sofaen, når du bare hader at løbe? Det kan være, at DU slet ikke skal løbe. Find den motionsform som gør dig glad. Det kan være crossfit, karate, svømning fodbold eller dans. Jeg er sikker på, at der findes en sportsgren til ALLE typer af mennesker – du skal bare finde din!

Undersøg og afprøv om du bliver mest motiveret af at gå på et hold, på faste tidspunkter eller om du er mere til individuel træning?

Du kan også sagtens lave noget sammen med dine børn. Tag en tur i skoven eller ud i parkerne og brug de udendørs træningsredskaber. Det giver også fin motion, at du klatre på legepladsens tarzanbane sammen med dine børn. Eller du kan tage en løbetur, med dit barn på cykel ved siden af dig.

Start i det små og ha` ikke for store ambitioner. Sæt realistiske mål, hvis det er det, der motiverer dig. Eller måske behøver du slet ikke sætte dig nogle mål, hvis du bare finder den rigtige motionsform? Så du bare nyder at tage afsted hver gang, og det er glæden ved bevægelse der driver dig? Varier også gerne din træningsform, så det ikke bliver for ensidigt, det du laver. Og husk på, at du udelukkende gør det for din egen skyld! Så det må også gerne være sjovt!

Søvn

Vi ved godt at søvn er vigtig og godt for os. Vi mister hurtigt overskud og overblik i hverdagen, hvis vi mangler søvn. Det er vigtigt at få lavet nogle gode soverutiner. Luk ned for skærmen i god tid og gør det på samme tidspunkt hver dag.

Vi har forskellig søvnbehov – alt efter vores aktivitetsniveau osv. Men en 7-8 timer er et godt bud på, hvad de fleste har brug for. Find ud af hvad der virker bedst på dig. Måske er det godt at drikke en kop te eller læse i en bog lige inden du skal sove?

Har du for meget tankemylder efter en travl dag, kan det være en rigtig god ide at tænke din dag igennem. Få afsluttet tingene i dine tanker, så det ikke myldre rundt med for mange “løse ender”. Få sagt det der skal siges eller tænkt det der skal tænkes. Fx hvis der er en episode fra dagen, som ikke helt kan falde på plads. Tænk episoden igennem og skriv det evt. ned, hvis der er noget du ønsker at handle på.  Så kommer der mere ro på i dit hoved og så sover du bedre.

Fysisk aktivitet i løbet af dagen hjælper også din krop til at du oplever en mere naturlig træthed. Så kan du nemmere falde i søvn. På denne måde hjælper du din krop i en bedre balance.

Mental balance

Din fysiske krop hænger fuldstændig sammen med dine tanker og følelser og mentale tilstand. Det er altså ikke nok. med en sund kost, motion og søvn. Der skal mere til.

HVis du lever et liv med fuld fart på, arbejder 60-70 timer om ugen (hvilket i øvrigt ikke er særlig effektivt), så overser du noget vigtigt i dit liv. Nemlig din psykiske og mentale balance.

Du kan meget nemt komme til at lukke af for nogle følelser, fordi du ikke har “tid” til at give dem plads. Det kan også være, at du har svært ved at få sagt fra. Det kan være at du lader andre overskride dine grænser. Eller du kan have svært ved at række ud, eller tage imod hjælp fra andre. Det kan alt sammen sætte sig fysisk i din krop. Det får dig til at føle dig ufri. Og det kan på lang sigt gøre dig syg, stresset, indebrændt, bitter, angst eller i værste fald ende i en depression.

Det kan du heldigvis undgå. Ved at du sørger for, at du er i en god kontakt med dig selv og din krop. Det kan du arbejde med på mange måder. Du kan bruge meditation, mindfulness eller åndedrætsteknikker, for at få en bedre kontakt til din krop og dit sind. Men det kræver for de fleste, en særlig opmærksomhed og vilje. For at det skal lykkes at få en god kontakt til sig selv og sin krop. Fordi vi er så vant til ikke at være i kroppen. Men har du først fået etableret kontakten, så kan du justere og styre efter det du mærker. Du kan blive mere tro mod det du mærker og handle på det.

Den mentale balance og din historie

Din historie betyder også noget, altså det du har med dig i din baggage. Måske har du undertrykt noget i årevis? Har du et gammelt traume eller en sorg, så begynder din krop, på et eller andet tidspunkt, at reagerer på det fysisk. For det sætter sig simpelthen i kroppen.

Jeg har set eksempler på mange der er lykkes med at “gemme disse symptomer ned i kroppen” i rigtig mange år. Det skyldes bl.a. at vi er opvokset i en kultur, hvor stort set alt foregår i hovedet og hvor vi ikke får kroppen med. Vi har ganske enkelt adskilt hovedet fra kroppen. Vi  har lært os selv, at lukke af for kroppens signaler. Og når vi så samtidig også lukker af for en del af vores åndedræt, så har vi ikke særlig god kontakt til vores krop. Vi betragter vores følelser, som noget der er adskilt fra kroppen.

Du kan få stærke og uforklarlige smerter i kroppen, hvis der er noget du overhører eller overser i kroppen. Men hvis du begynder at arbejdee med årsagen til smerterne, så kan du forebygge, at de ikke forværres eller kommer igen.

Læs også mere om, hvordan du kan få bedre gang i dit åndedræt her.

Den gode nyhed

Den gode nyhed er er, at de fleste af dem, som jeg møder i min klinik, de får øje på, hvad der fylder og tynger dem. De finder ud af, hvad det er, de fx. undertrykker, eller ikke giver plads til. Men det betyder ikke, at det nødvendigvis er en let opgave.

Men det største skridt er, at få øje på det. Når du har fået øje på det du undertrykker, så kan du begynde at ændre på det. Du kan skabe forandring. Du vil på sigt, kunne få bugt med mange af dine fysiske symptomer og smerter, eller endnu bedre, forebygge dem, hvis du er i stand til at arbejde med disse områder.

Derfor spis det du har behov for. Dyrk den motion der gør dig glad. Skab gode søvnvaner og arbejd med din mentale balance. Det er for mig at se opskriften på at få din krop i balance.

Rigtig god fornøjelse!

Lisbeth Degn, kropsterapeut

Vil du gerne have hjælp til at få din krop i bedre balance? Læs mere om mine behandlingsforløb her