At være styret af frygt kan virkelig begrænse os. Det kan dybest set, forhindre os i at leve det liv, vi gerne vil leve. Men sådan behøver det egentlig ikke at være.
Vi kan være styret så meget af frygt, at vi begrænser os selv og ikke er i stand til at træffe de valg vi gerne vil. I mit sidste blogindlæg skrev jeg om, at det ofte er modstanden i os selv, der forhindrer os i at få det bedre, hvis vi har det dårligt. En modstand mod at have det på en bestemt måde. Det samme gælder med frygten. Vi har ofte en modstand mod at mærke og anerkende frygten i os.
Problemet er bare, at når vi har modstand mod noget, så bliver det til en indre konflikt, en kamp mod frygten, som vi forsøger at undertrykke og undgå at mærke. Fordi det er ubehageligt. Resultatet bliver, at vi står stille. Vi er fanget og fastlåst i frygten. For frygten er der alligevel, uanset hvad vi gør.
Men hvordan kommer vi så videre?
Det kan vi gøre ved at give frygten lov til at være der. Tillade den. Acceptere den. Mærke den HELT i kroppen. Trække vejret med den. Sige ja til den i kroppen. For når vi gør det, så behøver vi ikke længere kæmpe imod og bruge energi på, at frygten ikke må være der. Så er der noget der falder til ro i os selv. Så siger vi ja til den, i stedet for nej. “Jeg er okay – også selvom jeg er bange”. Vi acceptere at frygten er der og vi slutter fred med den.
Det kan godt være at det lyder nemt og enkelt. Og enkelt det er det, men nemt er det langt fra altid, og det kan godt være, at vi har brug for hjælp, til at få mod til at slippe den kamp og acceptere frygten.
Jeg har også kæmpet imod min egen frygt. Det har jeg skrevet et digt om. Måske det kan inspirere dig? Det kommer her:
kære frygt
jeg vil ikke lade mig styre af dig
jeg vil ikke gå kamp mod dig
jeg vil ikke opgive på grund af dig
jeg vil gå en anden vej
kære frygt
jeg vil ikke give dig lov til at begrænse mig
bremse mig
bestemme over mig
kære frygt
jeg ER ikke dig
men du er en del af mig
og jeg vil håndtere dig
ved bare at VÆRE sammen med dig
i stedet for at GØRE noget med dig
Kære frygt
kom hen til mig
jeg vil se dig i øjnene
jeg vil give dig lov til at være her
hos mig
for du er der jo alligevel, ikke?
kære frygt
du må gerne være her
frygten for at fejle – frygten for ikke at fejle
frygten for at fylde for meget – frygten for at fylde for lidt
frygten for ikke at være god nok – frygten for at være god nok
frygten for at holde mig tilbage – frygten for ikke at gå frem
frygten for ikke at blive mødt – frygten for at blive mødt
frygten for ikke at være elsket – frygten for at være elsket
kære frygt
jeg giver hermed tilladelse til
at du må flytte ind hos mig
permanent
kære frygt
næste gang jeg prøver at ignorere dig
eller forsøger at kæmpe mod dig
eller prøver at glemme dig
så ved jeg
at du atter vil gøre opmærksom på dig selv
i min krop
Lisbeth Degn, kropsterapeut 💚
Vil du vide mere om, hvordan jeg arbejder med dette i mine behandlinger kan du læse mere her