Lisbeth Degn, kropsterapeut

Sammenhængen mellem krop og psyke har jeg mærket hele mit liv og jeg har altid haft en nysgerrighed efter at forstå den endnu dybere.

Tidligere i mit liv manglede jeg kontakt til mig selv og min krop. Jeg oplevede at jeg var ufri og hæmmet, at livet var en kamp og  jeg havde en fornemmelse af at jeg havde lukket en del af mig selv ned.

Jeg var ikke glad selvom jeg burde være det. Men jeg forstod simpelthen ikke hvorfor.

Men det hele gav meget mere mening senere hen, og hvis du gerne vil vide mere om min rejse og baggrund for det jeg laver i dag, så læs med her.

 

Min baggrund som folkeskolelærer

I mine mange år som folkeskolelærer, har jeg arbejdet med mange forskellige børn og voksne. De fleste har desværre en alt for presset hverdag. En hverdag hvor vi er for meget “oppe i hovedet”. Det resulterer i stresstilstande, fordi vi har mistet kontakten til vores krop og dermed vores egne grænser for hvad vi kan holde til.

Det skete også for mig, da jeg for mange år siden blev sygemeldt med stress og begyndende depression.

Læs mere om kropsterapi mod stress

Jeg var lige vendt tilbage fra barsel med mit første barn, og den pressede hverdag med familie og fuldtidsarbejde slog benene væk under mig.

Jeg havde alt for længe overhørt min krops signaler. Og på et tidspunkt sagde kroppen helt fra. I flere psykologforløb blev jeg klar over, hvorfor jeg var blevet stresset.

Problemet var bare, at det ikke hjalp at tale om det, for jeg var ikke i stand til at ændre på mine egne møsntre og derfor fik jeg det ikke bedre.

Jeg begyndte i stedet at praktisere yoga, meditation og mindfulness samtidig med at jeg løb og styrketrænede. For jeg kunne mærke at jeg fik det bedre når jeg arbejdede med min krop.

Men det var først da jeg selv begyndte at få kropsterapeutiske behandlinger, at jeg med det samme mærkede, at noget begyndte at forandre sig. Det hele faldt ligesom på plads inde i mig.  Jeg mærkede at min krop og hoved begyndte at arbejde sammen, i stedet for at være to adskilte størrelser. Jeg begyndte at føle mig som et helt menneske igen. Alt det der tidligere frustrerede mig og som jeg ikke forstod, begyndte lige så stille at give mening. 

Jeg valgte at blive kropsterapeut

Da jeg mærkede hvor meget det betød for min egen selvudvikling at få kropsterapeutiske behandlinger, mærkede jeg også, at det ville jeg gerne hjælpe andre med og startede derfor med at uddanne mig til kropsterapeut.

Det er rigtig svært for mange, at mærke hvad der sker i kroppen, hvis vi ikke er vant til det. Men vi er alle født med en kontakt til vores egen krop og en evne til at mærke efter. Men der sker noget i vores barndom, som gør at vi hurtigt lærer at tilpasse os vores omgivelser i stedet for at lytte til vores egen krop. Det er den evne vi kan arbejde med at få genoptrænet igen.

Jeg blev uddannet på Totum og tog Totum Masterclass efterfølgende. Siden da har jeg fordybet mig i karakterstrukturer og forsvarsmønstre. Men det var ikke nok for mig. Jeg havde brug for at dykke mere ned i mine egne mønstre og ud i flere afkroge af mig selv. Derfor har jeg de sidste 4 år gennemført flere gruppeterapeutiske forløb sammen med en af Danmarks bedste terapeuter:  Gestalt- og psyko/kropsterapeut Anne Marie Troelsen. Her har jeg arbejdet dybere med mine egne forsvarsmønstre og karakterstrukturer samt fået løbende individuel terapi. Og det gør jeg stadig. 

Og det er dette arbejde, min egen proces, der danner det største fundament for hvad jeg trækker på i dag som kropsterapeut.

Og det er efter min mening, det allervigtigste for at blive en god terapeut. Vi kan nemlig aldrig tage vores klienter med længere, end vi selv har gået.

Kropsterapien er stadig mit fundament men jeg arbejder meget intuitivt og bestræber mig på at gribe fat i det der opstår i rummet nu og her. For det er den bedste mulighed for at du som klient kan få en bevidstgørelse af dine egene mønstre. At du går ind i dem og “er”dem, sammen med mig. Og jeg bliver den støtte og guide som du har brug for, uanset om vi arbejder siddende, stående eller liggende.

Jeg har det godt som menneske og som kropsterapeut

Jeg har opbygget en hverdag hvor jeg bedst muligt kan passe på mig selv. Det opfatter jeg faktisk som det mest selvkærlige vi kan gøre. Jeg vælger at gøre gode ting for mig selv hver dag: fysisk træning, yoga, dans og vinterbadning er højt prioriteret i min dagligdag. og jeg lever på mange måder det liv jeg har drømt om.

Jeg har stort set ændret på alt i mit liv siden. Jeg sagde mit faste lærerjob op tilbage i 2017 og blev selvstændig kropsterapeut.  Jeg blev skilt og i dag bor jeg sammen med mine to store piger i en fantastisk lejlighed i hjertet af Århus.

Min lejlighed og alt hvad jeg har indrettet mit hjem med er nøje udvalgt, fordi jeg tror på at det vi omgiver os med påvirker os. 

Derfor har jeg også valgt, at jeg ikke tager så mange klienter ind. Fordi jeg vil have overskud til ALLE mine klienter, så jeg kan være fuldt tilstede i rummet og være nærværende i alle sessioner. På den måde har jeg mig selv helt med, i det jeg laver og sådan har jeg valgt at indrette mit liv fordi det føles rigtigt.

 

 

Derfor skal vi have kroppen med 

Kropsterapien er en holistisk behandlingsform, der tager udgangspunkt i at krop og psyke hænger sammen, og derfor ser jeg aldrig på et enkelt symptom, fordi det hele hænger sammen med hvordan vi tænker og føler om os selv og ser os selv i et bestemt lys. Vi har en historie om os selv som vi er styret af.

Der er derfor ofte en bagvedliggende årsag til de fysiske eller psykiske smerter, du har som klient. Og det er årsagen der er vigtig at arbejde med, for så kan du virkelig skabe forandring i dit liv.

Når du mærker og oplever på egen krop, hvor meget din krop og psyke hænger sammen, så vil du måske blive overrasket over, hvor meget du selv kan gøre, for at få det bedre.

Mine sessioner er en slags undervisning i, hvordan du kan skabe mere bevidsthed i dig og din krop og få øje på den sammenhæng der er, mellem det du oplever og mærker fysisk og psykisk.

Jeg elsker mit arbejde som kropsterapeut og jeg er dybt taknemmelig over at jeg kan blive en vigtig del af mine klienters udvikling og være vidne til de små og store skridt mine klienter tager.

Uddannelse og egenterapi

Fortsat løbende individuel supervision og terapi hos Anne Marie Troelsen, Organisk Psykoterapeut og Gestaltterapeut med over 30 års erfaring.

  • 2024 deltager fortsat i Supervision/terapiforløb i gruppe v. Anne Marie Troelsen 
  • 2024 Wild Woman 5 dages gruppeinternat v. Anne Marie Troelsen
  • 2022/2023 Supervision/terapiforløb i gruppe v. Anne Marie Troelsen i alt 24 dage på internat
  • 2022 Wild Woman 4 dages gruppeinternat v. Anne Marie Troelsen
  • 2021/2022 HeartCore gruppeterapiforløb v. Anne Marie Troelsen, 40 dage på internat
  • 2020/2021 Karakterstruktur/forsvarsmønstre v. Anne Marie Troelsen, 16 dages kursusforløb
  • 2020 Totum Masterclass overbygning, 175 timer
  • 2019 Sundhedspsykologi v. Karsten Munk akademiet, 50 timer
  • 2019 Klinikdrift v. Karsten Munk Akademiet, 50 timer
  • 2018/2019 Fysiologi, anatomi og sygdomslære v. Karsten Munk Akademiet, 300 timer
  • 2018 Februar uddannet Totum kropsterapeut
  • 1998 Uddannet lærer og arbejdet som fuldtidslærer indtil 2017

 

Læs mere på min blog

 

Få bedre kropskontakt

Få bedre kropskontakt

Tilmeld dig her og få inspiration til at dæmpe stress-symptomer som uro i kroppen, smerter, angst, depression. Straks efter tilmelding får du min mobilvenlige guide.

Tak for din tilmelding. Kig i din indbakke (Tjek evt. dit spamfilter). Du får mail med link til at bekræfte, at du vil have mail fra mig.