Har du oplevet, at du gang på gang kommer til at tage mere hensyn til andre end dig selv? Du kommer måske til at at tilsidesætte dine egne behov? Men du er ikke i stand til at ændre på det? Trods det, at du mærker hvordan det slider på dig og du kommer på overarbejde hele tiden? Så fortvivl ikke, for det er muligt at ændre på.
Få øje på hvad du gør
Hvorfor tager jeg mere hensyn til andre end til mig selv? Det er du langt fra den eneste der gør. Rigtig mange mennesker kommer til det. For det første må vi få øje på, hvad det er vi gør, når vi bliver ved med at tage mere hensyn til andre end os selv. I hvilke sammenhænge sker det?
Er jeg fx den, der sørger for at bevare den gode stemning? Er jeg den, der tager det største ansvar? Er jeg den der altid tilbyder min hjælp? Er jeg den, der altid lytter til andre? Er jeg den, der tager andres parti og forsvarer dem? Er jeg den, der lader andre komme frem og stiller mig selv i baggrunden?
Er det særligt i bestemte relationer at jeg går ind og påtager mig en bestemt rolle? Eller er det i bestemte situationer? Hvornår er det, at jeg på en eller anden måde kommer til at negligere eller ignorere mine egne behov? Hvornår er det, at jeg føler mig drænet og udmattet, fordi jeg kommer til at strække mig for langt og give for meget af mig selv?
Hvorfor gør jeg som jeg gør?
Dernæst kan vi prøve at få øje på, hvorfor at jeg gør, som jeg gør. Hvad er det egentlig at jeg får ud af det? For der er en bagvedliggende årsag til, at vi gør som vi gør. Hvilken “gevinst” er der ved, at jeg ikke lytter til mine egne behov? Er det for at sikre mig at jeg bevarer en god kontakt til den anden? Er det frygten for at blive forladt? Er det frygten for at føle mig anderledes eller fylde for meget? Frygten for at kræve for meget, eller blive udskammet? Eller er det frygten for ikke at være god nok eller dygtig nok?
Hvad er det jeg får ud af, at tilsidesætte mine egne behov og agere ud fra en dagsorden om, at andres behov er vigtigere? Det er sådan set ikke noget vi selv har valgt. Det er noget vi har erfaring med, at det var det, der virkede, da vi var barn. Så det sidder i kroppen som en automatik, noget som kroppen gør helt af sig selv. Fordi det var noget vi var nødt til at gøre, for at passe på os selv, i bestemte situationer som barn.
Og det var helt nødvendigt, for at vi kunne beskytte os selv. Og vi er også blevet rigtig gode til det, en form for ekspert i at tage hensyn til andre. Og det er der også meget godt i. Der hvor det ikke er godt, det er, når vores forsvar er blevet så fastlåst, at vi oplever, at det er den eneste måde vi må være i verden på. At vi er nødt til altid at skulle tage hensyn til andre, før vi kan tage hensyn til os selv. At det ikke længere er vores eget valg. Så kommer det til at slide for meget på os.
Vores krop går i forsvar helt af sig selv
Det forsvar vi fik opbygget, var helt nødvendigt, fordi vi ikke blev mødt i nogle bestemte følelser. Vi var nødt til at beskytte os selv og påtage os en rolle. En rolle som vi fandt ud af (helt ubevidst) virkede. Fordi det kunne dække over den sorg og frygt der lå i os. Der var nogle sider af os selv, som vi blev nødt til at tage afstand fra, forlade i os selv, fordi vi oplevede at de ikke var velkomne. Og så tog vi en maske på, vi påtog os en bestemt rolle i stedet for.
Når vi går i forsvar, så er det egentlig det, der forhindre os i at være os selv. Det som forhindre os i at stå frem, med de behov vi har og sige dem højt. Og derfor kan vi ofte føle os drænede og udmattede og ikke lyttet nok til. Fordi vi kommer til at give for meget af os selv. Det kan derfor meget nemt blive en belastning for os. Fordi vi oplever, at vi ikke rigtig har et valg. Det sker bare af sig selv, hele tiden.
Årsagen til det er, at vores forsvar er dannet i vores krop, på et tidligt tidspunkt i vores liv. Det blev dannet i den periode hvor vi oplevede, at vi ikke blev mødt i nogle bestemte følelser fx. Der var noget i kroppen der på en måde stivnede, satte sig fast, blev lukket ned og deraf trådte vores forsvar så til, for at beskytte os mod at mærke den smerte vi oplevede.
Så hvordan kan vi arbejde med det?
I kropsterapien har vi mulighed for at fordybe os og arbejde med vores forsvar. Det forsvar der handler om, at vi kommer til at tage mere hensyn til andre end til os selv. Først og fremmest ved at få øje på det. Ikke kun ved at tale om det, men også ved at mærke hvordan det føles i kroppen. Når det bliver aktiveret i kroppen.
For det er først, når vi får kontakt til det, der ligger og blokere, det der forhindre os i at være den vi er, at vi kan begribe det. Ved at tillade det at være tilstede i kroppen. Det som var årsagen. De følelser vi ikke blev mødt i eller de følelser der ikke måtte være der. Vi kan give os selv mulighed for at mærke de gamle følelser igen og give dem plads i kroppen. Plads til også at udtrykke dem kropsligt, det som tidligere har været holdt tilbage i kroppen.
Men den proces kan vi ikke tænke os frem til. Det er en proces der foregår både fysisk og følelsesmæssigt i kroppen – på samme tid. Det sker når vi får kontakt til det, der ligger gemt i kroppen og går ind i det kropsligt og tilmed forstørrer det og mærker det endnu mere. For ad den vej har vi mulighed for at udtrykke de følelser, som har været holdt tilbage tidligere i vores liv, så vi ikke længere behøver at dække over dem.
Terapi igennem kroppen
De fleste jeg får i terapi, de ved det godt. De ved godt, hvornår de kommer på overarbejde i bestemte relationer eller i bestemte sammenhænge. Men de formår ikke at ændre på det, trods det, at de godt kan mærke, at det er uholdbart. De mærker hvor hårdt det er, at være i verden på den måde. De bliver drænet for energi, føler sig udmattede og slidt op. Og mange oplever at kroppen begynder at reagere mere og mere på den ubalance der er tilstede.
Og kroppen kan reagere på mange måder, når den er i ubalance. Fordi der er noget vi ikke lytter nok til. Vi kan få uforklarlige smerter, vi bliver måske ofte syge, vi kan få allergier eller vi oplever gentagende depressioner eller angstanfald. Det hænger oftest sammen med noget af det, som vores forsvar dækker over og som oftest er ubevidst, og derfor har vi brug for at blive bevidste om det. Vi har brug for at mærke den sammenhæng der er i kroppen, med den måde vi er i verden på.
Men det sker ikke kun ved at tale om det. Det ændre ikke på, hvordan vores krop reagerer Vores krop bliver ved med at gøre som den plejer. Derfor er det også godt at arbejde med kroppen, hvis vi for alvor vil lære at gøre noget andet, end at lade vores forsvar styre vores liv.
Kroppen husker
Kroppen har hukommelse, den husker og den gør noget helt af sig selv, for at beskytte os mod det, der var svært at være i, tidligere i vores liv. Der er ofte noget følelsesmæssigt der er låst fast i kroppen, som vi har brug for at få kontakt til. Og det kan vi kun gøre, ved at få kontakt til netop det, der er den bagvedliggende årsag. Forklaringen på hvorfor vi bliver ved med at tage mere hensyn til andre end os selv.
Når vi i det kropslige arbejde får kontakt med de områder i kroppen, som har holdt på noget, så kan det begynde at bevæge sig igen. Og det er her vi oplever en bevidstgørelse af det svære, fordi vi mærker det helt fysisk i kroppen. Og når vi først har fået kontakt til noget af det, så er der noget der forandre sig, noget som kan flytte sig og som derfor ikke længere er helt det samme igen.
Når vi har arbejdet med det tilpas mange gange, gentaget processen hvor vi får kontakt til det sårbare og giver det plads til at bevæge sig, så bliver der mere og mere frihed til at vi kan være os selv. Vi tillader os selv, at vi også indeholder en sorg, en vrede over noget og at den er velkommen og gerne må udtrykkes. Vi lærer at acceptere, at den del af os, som vi tidligere har følt var forkert, den behøver ikke længere at være holdt skjult for andre. Fordi vi står ved den.
Vi kan omskrive vores historie, så vi kan lære at passe bedre på os selv
Når vi lærer at stå ved de dele af os selv, som vi også indeholder, da oplever vi den største livsforandring. Fordi vi er i stand til at omskrive vores historie. Vi behøver ikke længere at være den vi troede vi skulle være. Den vi troede vi skulle være for at være god nok, rigtig nok, elsket, fortjent til, eller accepteret. Nu har vi så at sige taget nogle vigtige brikker hjem til os selv, som vi tidligere ikke rigtig kunne rumme i os selv.
For som voksne kan vi passe på os selv. Der behøver vi ikke at gemme sider af os selv væk længere. Vi kan lære at stå ved os selv og vores behov. Vi behøver ikke være den, der altid skal tilpasse os andre og tage mere hensyn til andre end til os selv. Men det er klart, at der er et arbejde der skal gøres, for at det kan komme til at ske. Og vi har ofte brug for hjælp til det.
Læs også mere om hvordan du kan lære at blive bedre til at sige nej.
Hvis du er et sted i dit liv, hvor du oplever at du kommer til at tage mere hensyn til andre end til dig selv, og du ønsker at der skal ske en markant forandring, så kan du læse mere her om hvordan jeg arbejder med dette.
Lisbeth Degn kropsterapeut 💚
