Du er lige præcis som du skal være! Og jeg er lige præcis som jeg skal være. Det er den største erkendelse (og den sværeste) jeg har fået om mig selv, igennem de seneste år.

“Ved du, at du er lige præcis som du skal være”? Det siger jeg siger ofte til mine klienter. For der er mange mennesker, der ikke føler, at de er, som de skal være. De føler sig forkerte.

Føler du dig også forkert?

Mange føler sig forkerte. Måske har du også en følelse af, at hvis du bare var noget andet, end det du er, så ville du passe bedre ind. Så ville du føle dig mere rigtig?

Måske har du det også sådan?

Måske ønsker du at du:

  • ser anderledes ud?
  • er mere udadvendt?
  • ikke er så følsom?
  • vil have, at alle skal kunne lide dig?
  • er mere succesfuld?
  • er noget andet end det du er?

Men du er lige præcis som du skal være

For alle mennesker er unikke. Og du har lige præcis din historie med dig i baggagen. Du er født og opvokset med lige præcis din baggrund. Det har formet dig, til den du er i dag.

Det er din gave.

Det er dig.

Derfor kan du heller aldrig være forkert.

Men du kan have en følelse af, at du er forkert.

Så hvorfor føler jeg mig forkert?

Det kan være noget i dig, der gør, at du føler dig forkert.

Måske har du på et tidspunkt i dit liv, fået fortalt en historie om, at du ikke var, som du skulle være. Du skulle være noget andet end det du var. Måske har du bar haft en opfattelse af, at du er forkert. Fordi der var noget i dig der ikke var plads til. Måske skulle du på et tidspunkt i dit liv være noget andet end det du var. Du skulle være mere glad eller mere udadvendt eller du skulle være mere hjælpsom eller tilsidesætte dine egne behov. For at du kunne blive helt accepteret eller elsket. Og den historie har sat sig i din krop.

Men det er ikke hele sandheden. Sandheden er, at du er lige præcis, som du skal være.

Du er ikke forkert.

Det kan godt være, at der er nogle ting du gerne vil ændre på i dit liv. Det kan du også sagtens gøre. Men du skal ikke ændre på noget ved dig selv, fordi du føler dig forkert. For der er intet forkert ved dig. Det er det, der er dit udgangspunkt. Og når vi for alvor kommer ind og mærker det, så bliver alting så enkelt. Der er ikke noget inde i dig du skal lave om på. Når du oplever det i din krop, så kan du bedre rumme dig selv, som den du er.

Så føler du dig ikke længere forkert. Så behøver du ikke at ændre på noget.

Jeg er også nogle gange i tvivl

Jeg har indimellem selv min tvivl om, at jeg er som jeg skal være. Det er helt naturligt. Når jeg fx kommer ud af balance i mit liv. Når jeg får for travlt og ikke lytter nok til min krop. I de perioder har jeg brug for hjælp til at komme tilbage på rette spor igen. Hvor jeg kan finde ind til det sted i mig, hvor jeg kan tro på mig selv og elske mig selv, som den jeg er.

Og når jeg gør det, så bliver der ro.

Ro inde i mig.

Læs også: Gennem kroppen finder du vej ind til guldet

Har du lyst til at læse mere om hvordan jeg arbejder med kropsterapi? 

Lisbeth Degn, Krospterapeut